To år senere var jeg kommet på DRs forbrugerprogram Kontant, og jeg havde sammen med min kollega Stine Skriver væltet en minister med mine afsløringer i Kontant kendt som “Kødskandalen”. Vi blev sågar nomineret til dansk journalistiks største pris; Cavlingprisen. De næste år lavede jeg masser af historier, jeg selv opdyrkede i TV2s gravegruppe. Efterhånden lignede jeg vel sådan en typisk reporter fra filmens verden: “vred, ung mand”, der graver sig ned i en sag – og kæmper “mod” magthavere, firmaer, system og svindlere. Det er et stort kapitel i mit liv. Men der venter uanede ændringer forude…

Efter at ha’ prøvet lidt kræfter med både redaktørposter og Christiansborg, så bliver jeg en dag bedt om at lave sluthistorien til TV Avisen. Sluthistorien er den glade, livsbekræftende historie – lidt ligesom desserten på en restaurant. Umiddelbart følte jeg mig fejlplaceret. Jeg lavede jo “de alvorlige historier”. Men jeg kan mærke, at jeg blev mere og mere glad af at lave historier, der talte til smilebånd, hjerte og det gode humør. Ikke til vreden og det rationelle, som jeg var vant til. Samtidig var jeg ofte nødt til at bruge mig selv i billedet i fortællingen. Det har mine kolleger og forgængere med samme opgave Torben Schou og Anders Agger også været nødt til, da de lavede sluthistorien. Det var også deres vej til at blive TV-værter. Det havde jeg bare slet ikke luret. Og så kom opkaldet: “Vil du til casting…?”